søndag den 27. februar 2011

Lillesøster

Der har været stille på bloggen de sidste dage, det skyldes at vi har fået os en lillesøster den 23. februar.

Storesøster er pavestolt, så stolt at mit hjerte bliver blødt som smør. Silje har ellers ofte ytret at hun skulle have en lillebror, og eftersom vi ikke kendte kønnet på lillebror/lillesøster før i onsdags, var der jo ingen garantier for en lillebror. Men hun har glemt alt om en lillebror, der er nemlig kommet en baby og det er hendes!

Alt er forløbet fint - åbenbart er jeg lidt af en turbo-føder - fra ankomsten til Hillerød Hospital og til vi kører hjem igen er der gået cirka 3,5 time, hvilket virker lidt surrealistisk. Vi har det alle godt.

Et par guldkorn efter lillesøsters ankomst:
Min far stod med våde øjne - "Morfar, kunne du også godt tænke dig en lillesøster?"
"Mor, hvor er din tykke mave"? (altså der er jo noget tilbage...)

tirsdag den 22. februar 2011

Blomstret bluse

Jeg havde lykkeligt glemt hvorfor jeg ikke liiige fik lagt ærmerne op på den tidligere nævnte bluse. Undertråden på symaskinen drillede - hvilket man pludselig kommer i tanke om, når man igen sidder foran maskinen (#¤%¤#!).

Efter lidt justeringer lykkedes det mig, at få undertråden til at makke ret. Så nu er ærmerne endeligt lagt op, en lille måneds tid efter at blusen blev påbegyndt...
Silje er dog overbevist om at det er en kjole, så hun bliver nok slemt skuffet når hun skal prøve den. Jeg må nok hellere fabrikere en sommerkjole i nærmeste fremtid.

Pinligt...

Indrømmet så bliver jeg lidt pinlig når jeg rydder op i køkkenskabet indeholdende diverse fødevarer i form af, flåede tomater, rosiner, riskiks, grahamsmel, solsikkekerner, hørfrø, pulver bearnaise, dåse majs, olier, kiks, hvidvins edike, pasta, ris, mel, sukker og meget (som i RIGTIG MEGET) andet. Jeg er lidt pinlig over den hamstringsmani jeg har - jeg bliver af uforklarlige årsager nødt til at have et forråd, så jeg fx impulsivt kan bage uden at skulle handle ind osv.
Dette er kun et mindre udsnit af bjerget fra køkkenskabet...

Nå, men i dag fik jeg taget alt indhold ud af skabet, tørret hylder af og sat på plads igen - så nu står det hele snorlige, eller i hvert fald ved jeg nu hvad skabet rummer...
Flittig-lise har derudover vasket tøj, lagt tøj sammen, bagt kaffe chokolade biscotti, spist frokost og ryddet op - jeg bliver nødt til at være en smule flittig (or just pretend?) inden roen lige pludselig er forbi, og den lille ny har meldt sin ankomst.

Nu tror jeg at jeg vil finde symaskinen frem og lægge ærmerne op på Silje's bluse, som har fået lov at ligge fordi jeg ikke har giddet ligge ærmerne op...

onsdag den 16. februar 2011

Vinterferie kager

Jeg havde lovet Silje at vi skulle bage småkager, for det havde de gjort for noget tid siden i et afsnit af Penelope (en tegnefilm fra Ramasjang med en lille blå bjørn). Så i dag har vi tøser hygget os med at bage- køkkenet var nærmest smurt ind i glasur og krymmel efterfølgende, men absolut det hele værd.














Silje hyggede sig gevaldigt, og har konsumeret en del krymmel i processen...

Kagerne smager en smule af jul, da der er kanel i dejen. Opskriften får du her:

Figurlige kager
500 g hvedemel
50 g smør
1½ dl mælk
1 dl sirup
1½ dl lys farin eller alm sukker
½ spsk kanel
1 tsk ingefær
½ spsk natron

Smelt smør, farin og sukker sammen i en gryde ved svag varme. Rør krydderier og natron i. Tilsæt mælken lidt efter lidt. Afkøl massen helt.

Herefter puttes melet i, men gem lidt, så dejen ikke bliver for fast. Ælt dejen godt igennem og tilsæt evt. resten af melet.

Stil dejen i køleskabet i minimum en time, evt. gerne til næste dag. Rul dejen ud i ½-1 cm tykkelse og stik figurer ud. Bages i ovenen ved 200 grader i 6-8 minutter afhængig af kagernes størrelse. Lad dem køle helt af på en bagerist før de dekoreres med glasur og diverse krymmel.


onsdag den 9. februar 2011

Jeg leder stadig

Oventående sætning blev nok sagt de første hundrede gange i går, hvis det i det hele taget kan gøre det. Jeg havde sat mig for at tage tyren ved hornene, og putte Silje uden sut - det endte med at blive under påskud af at jeg ikke kunne finde den elskede sutnas...

"Mor, har du fundet sutnasen?" "Hmm, nej jeg leder stadig" imens puslede jeg rundt og ryddede legetøj op i stuen. Jeg håber at samme metode kan bruges igen i aften - også selvom faren er hjemme, og han er en smule mere eftergivende over for sit yngel end jeg selv.

Ok, det tog en time inden Silje sov. Men hun stod (underligt nok) ikke ud af sengen, kaldte kun de første hundrede gange for at høre om jeg nu havde fundet hendes sut...

tirsdag den 8. februar 2011

Juniorseng

Det har faktisk været svært at finde en juniorseng, i hvert fald at finde den rigtige og samtidig at blive enige ;)

Kravet var en i seng på 160 cm og overraskende mange juniorsenge laves kun i 140 cm - hvilket undrer mig lidt, da det kun er et spring på 20 cm i forhold til tremmesengen (?)

Jeg havde fundet en rigtig fin lilla én af slagsen på en netshop, men desværre var faren ikke helt enig i at sengen skulle være lilla. Silje sad ellers nysgerrigt og så på juniorsenge ved computeren med mig og proklamerede HELT uden påvirkning "Jeg skal have en lilla seng". Det var svært ikke at nikke i gemalens retning og trække på smilebåndet, eftersom jeg netop havde nævnt en lilla seng overfor ham et par dage i forvejen. Indrømmet var jeg heller ikke helt tryg ved, at skulle købe en seng via en webshop uden at have set og følt på den, især madrassen. Ellers er jeg ikke bleg for at netshoppe... ;)


Silje og far samler seng 

Valget endte med en seng fra Hoppekids (købt i Ønskebørn). Den kan udbygges senere hen alt efter temperament, enten som højseng eller himmelseng. Sengehesten kan i øvrigt nemt pilles af når barnet bliver større, og dermed ligne og fungere som en almindelig seng. 
Der diskuteres lidt om skruemaskinen - Silje har snuppet torx nøglerne og er selv gået i gang med at skille tremmesengen ;) 

Når nu sengen ikke blev lilla, må jeg nøjes med at peppe resten af værelses interiøret op, bl.a. skal jeg have fundet et par kasser til legetøj under sengen, som jeg kan male i forskellige lilla nuancer eller noget...

søndag den 6. februar 2011

Projekt "stor-pige seng"

Vi har projekt stor-pige seng under opsejling her inden aftensmaden. Faren og Silje kæmper om skruetrækkere, dyvler, skruer og andet - Silje er intet mindre end pave-stolt, og kan slet ikke vente til far har samlet den nye seng, det er nu ret fedt at høre alle hendes kække kommentarer undervejs.

Jeg er lidt spændt på om älsklingen nu også vil sove i sengen i aften, eller om sengen er "fremmed" og kræver en smule tilvending. Man kan jo ikke sove med sut i en stor-pige seng - hvilket hun indtil videre har indviliget i, så det krydser jeg fingre holder. Faren fik sin vilje, og det blev til en hvid seng. Både Silje og moren havde ellers forsøgt at argumentere for en lilla. Farven er dog helt glemt for Silje, nu handler det KUN om stor-pige-seng!

I baggrunden af samle-projektet har Silje snuppet torx nøglerne for at skille tremmesengen (baby sengen) fra hinanden. Rent faktisk skal tremmesengen skilles ad med torx, men hun har naturligvis ikke kræfterne til at klare det selv.

Jeg må hellere hente kameraet og knipse et hurtigt billede eller to af de to i hærdige samle-svende ;)

torsdag den 3. februar 2011

Blomster på blomster....

Jeg har en bluse "in the making" til Silje. Den er endnu ikke færdig - der mangler afslutning på ærmer og hals.

Jeg fik inspirationen til den asymetriske blomst hos Christina. Hun har tidligere vist en fin graviditeskjole frem på bloggen med "spaltede" blade - tidligere har jeg altid syet symetriske blomster a la den fra sommersættet, så hvorfor ikke prøve noget nyt denne gang? Tak for inspirationen.

Derudover overvejer jeg at sy et par drengebukser i tilfælde af, at det er sådan én der gemmer sig i min velvoksne mave. Hmm, men hvis nu det ikke er en lillebror vi skal have... indimellem ville det faktisk være rart (læs: nemmere!) hvis vi havde fået stillet nysgerrigheden.