Når bedsteforældrene deler ud af gamle minder i form af materielle ting, får jeg det så hulans svært. Jeg synes ikke om, at de ting jeg er vokset op med som barn, skal smides ud eller måske komme i andres hænder som ikke kender tingenes tilhørsforhold eller historie... Men tingene passer heller ikke rigtigt ind i mit hjem,og jeg har svært ved at sige nej - ikke mindst fordi jeg ved det gør dem glade, at nogen vil eje og arve vasen som de fik i sølvbryllup etc.
Hvis jeg kigger rundt i mit hjem, bor jeg lyst og overordnet nok lidt strømlignet. Mange åbne flader, vandrette linier og med et pust af farvede grafiske elementer. Jeg svært ved at se sammenhængen med det sort/hvide Wiinblad fad, de fine guldbelagte Myott suppeskåle med tilhørende sidetallerkner fra 50'erne og alle de andre porcelæn dimser...
Dog bruger jeg krystalkagetallerkenen flittigt ved fødselsdage, da det præsenterer en lagkage så fint - og til september skal det i brug igen når Silje bliver 2 år, store pige!
Åh, jeg synes det er svært! -Er det kun mig der er et skarn at pakke deres klenodier ned, for kun at se på dem engang imellem eller finder I en plads til det, i jeres hjem?
Jeg har et hjem, hvor mange af de arvede ting passer fint ind, men hvis jeg ikke bryder mig om det eller det ikke passer, bliver det pakket væk.
SvarSlethusk at melde dig som fast læser på min blog, da vesten jo først udtrækkes ved 30 faste læsere :)
Jeg har for længst meldt mig som fast læser, jeg er misundelig på dine strikke evner - det er mig der gemmer sig bag cirkeline :)
SvarSletokay :) super godt :)
SvarSlet