mandag den 5. december 2011

Italienske kartoffelbrød

Jeg fik for læænge siden lovet Maiken og Tine opskriften på Italienske kartoffelbrød med rosmarin (det kalder jeg dem). De smager fantastisk og går til det hele hvis du spørger mig - men jeg kan også sagtens spise de overskydne dagen efter som morgenmad.

De skulle have været rullet lidt tyndere ud end på billedet her hvor de er ubagte, men sultne børn sætter en mor under pres. Jeg glemte at tage et billede af det bagte resultat i farten - de bliver fine, gylne og sprøde.

10 gram gær
½ tsk salt
1½ dl lunken vand
cirka 250 gram durummel
3 spsk olivenolie

Fyld:
1 fed hvidløg (kan udelades)
2-4 kartofler afhængig af størrelse
Olivenolie
Flaget havsalt
Rosmarin (gerne frisk hvis du har)


Opløs gæren i vandet. Tilsæt salt og olie, herefter melet lidt efter lidt. Ælt dejen godt igennem og lad den hvile under et klæde i en time.

Del dejen i 3, form dem til en pølse og rul dem til tynde aflange brød. Læg dem over på en bageplade med bagepapir. Gnid med revet eller presset hvidløg - jeg plejer at pille og flække hvidløget og gride det på dejen, og smide hvidløget ud bagefter.

Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver med kartoffelskrælleren - har du et godt mandolinjern, som kan skære ultra tynde skiver kan det også bruges. Kartoffelskiverne ligges taglagte oven på dejen. Dryp lidt olivenolie over, og fordel ud over kartoflerne med en pensel. Drys med salt og rosmarin. Bag dem i ovnen i cirka 8-9 minutter (eller til de er gyldne) ved 225 grader på anden øverste ribbe.

1 kommentar:

  1. Mums! Tak for opskriften Michelle – den skal snart afprøves. :-)

    Vil du sende mig din adresse på tinetang (a) gmail.com

    KH Tine

    SvarSlet